Grænser for venskab

Giv det et par dage og helt forudsigeligt blev jeg ringet op. Hvor jeg går og hidser mig op, tager store beslutninger og virkelig tænker over livet er han min komplette modsætning, som slet ikke har overvejet at jeg faktisk også har følelser.

Han ser på ingen måde at jeg faktisk bærer byrden af hans handlinger. 

Jeg har haft mange ting i hovedet på det sidste og det er ingen hemmelighed at mit liv bestemt ikke har lignet sig selv. Det gør det stadig ikke, men jeg er åbenbart blevet stærkere og bedre til at håndtere det eller ignorere det.

Nogle dage kan vores forskellige problematikker fylde mere i os end andre dage. Da det blev tid til at snakke om hvor sur jeg var blevet over at få ligegyldige beskeder på en lørdag aften, hvor jeg egentlig hyggede mig, blev jeg utrolig ramt følelsesmæssigt. Jeg tror aldrig han har set eller hørt mig græde før og han blev virkelig chokeret og kunne slet ikke forstå hvad der skete. Det kan være svært at sætte ord på i situationen og stadig nu, men det hele blev bare for meget. Jeg havde sagt at jeg havde det rigtig dårligt for tiden og alligevel pressede han mig. Konsekvensen blev at han blev ved med at ringe for at høre om jeg var okey og bare snakke. Det er på sin måde dejligt at han ringer, for for det meste griner vi meget sammen, men samtidig har det også en negativ betydning for os begge, som vi prøver at undgå.

Vi ved det begge og nu er det også blevet sagt højt imellem os. Når vi snakker meget sammen kommer følelserne op igen og så går det galt. Det er vi begge opsat på at undgå og derfor går vi lidt på æggeskaller, som man siger.

En anden ting er at vi altid snakker sammen om aftenen, aldrig i kort tid og derfor kommer jeg sent i seng. Udover det sover jeg ekstremt dårligt for tiden. Behøver jeg forklare at jeg er så træt for tiden? 

Der er mange tanker i mit hoved for tiden, men ingen gode løsninger, som både hjerne og hjerte kan blive enige om. Jeg er lidt i vildrede, men jeg er sikker på at situationen løser sig selv, sådan plejer det at være med os. Altid op og ned, men på et tidspunkt må det slutte.

This is you hurting me - on purpose..

I sidste weekend havde jeg lovet min veninde at tage med til en fødselsdags fest hos hendes kusine. Hun kendte ikke så mange og ville derfor gerne have en backup med. Hun er lige blevet single agtig igen og jeg vidste hun havde brug for at komme lidt ud, så jeg tog selvfølgelig med.
Det var møg hyggeligt, vi fik begge snakket og pjattet med en masse mennesker vi ikke har mødt før. Stemningen var virkelig god til festen, men lige pludselig beslutter mit fulde jeg at jeg ikke gad være der mere. Jeg skulle bare hjem med det samme. Heldigvis var der en fyr der skulle i samme retning samtidig, så jeg fik ham til at sætte mig af.

Næste dag vendte jeg oplevelsen med min bedste veninde og hun er uden tvivl den der kender mit fulde jeg bedst. Hun spurgte ind til hvad der var sket og gættede på at jeg havde fået en besked eller noget der havde ædelagt mit humør. Spot on! Den eneste fyr i verden, der ved præcis hvordan han kan pisse mig af og samtidig den eneste, der kan finde på at gøre det bare for sin egen underholdnings skyld. Jeg er så træt af det. Da jeg indså at han havde ødelagt endnu en fest blev jeg bare så frustreret. Han ved at jeg ikke vil have at han har kontakt med min bedste veninde så selvfølgelig bad han om hendes nummer, som han har gjort mange gange før. Jeg besluttede mig for at sende nummeret og har på den måde droppet konflikten. Jeg fatter ikke hvorfor han med vilje vil såre mig på den måde, men jeg gider i hvert fald ikke lege med længere.
Den del af mit liv skal være slut nu og jeg tror det er på tide jeg prøver at åbne mig op overfor en ny, med lidt bedre fremtidshåb.

Om lidt er jeg på vej i bad og så over til bedsteveninden. Vi skal have lidt at drikke og så en tur i byen. Bare dig og mig tid! Jeg glæder mig og vi har aftalt at jeg ikke må være i nærheden af min telefon. Slut med det pjat.

Nogle gange må man tage nogle voksne valg og holde sig til dem.