The end

Okey jeg har sagt og tænkt det før - nu stopper jeg det. Jeg slutter forholdet her og kommer på videre. Det er det bedste for alle parter især mig selv og det er ærlig på tide at finde et mere permanent forhold.
Ja ja jeg jeg siger så mange kloge ting, jeg er bare ikke altid lige så handlestærk. Denne gang har jeg alligevel en anden fornemmelse i maven.

Beslutningen kommer selvfølgelig ikke helt ude af det blå, så her er et kort oprids af den forgangne tid.
For et par uger siden kom jeg hjem fra 2 ugers ferie på Cuba med en veninde. Jeg har ikke set min søde fyr siden en del uger inden min ferie. Vi løb konstant ind i forhindringer, der gjorde at vi ikke kunne nå at se hinanden. Pyt med det. Nu har jeg så været hjemme i et stykke tid og jeg må ærligt indrømme, at når jeg  kommer hjem til en masse søde beskeder om hvor savnet jeg har været, så skal vi snarest se hinanden. Jeg havde selvfølgelig også savnet ham! 2 uger uden nogen form for kontakt er virkelig lang tid. Men det er så ikke det der er sket, tværtimod. Vi havde aftalt, at jeg skulle komme til Jylland i weekenden. Der var lagt op til det helt store med hotel og rigtig kærestetid, hvor vi både kunne tage ud og spise og hvad vi ellers havde lyst til. Det blev dog ikke til noget, da pludselig skulle arbejde indtil sent fredag aften. Selvfølgelig skal han passe sit arbejde, men da vi så snakker sammen lørdag siger han, at han ville have smidt det hele hvis jeg var kommet derover. Nu ville han så undersøge om han havde mulighed for at komme over til mig. Jeg hørte aldrig mere.

Det korte af det lange er, at jeg er blevet godt og grundig træt af, at det altid er sådan her. Det kommer aldrig til at ændre sig og slet ikke til det jeg gerne vil.

Vi kan pjatte nok så meget med snak om fremtid og børn og hvad ved jeg, men sandheden er, at jeg går og drømmer om at købe hus og blive voksen og det nytter ikke noget, at være bundet til en, som aldrig vil kunne dele den drøm med mig. Hvad der så sker, når/hvis jeg en dag møder sådan en fyr, som jeg rent faktisk kunne have en fremtid med, det er jeg meget i tvivl om. Vi har snakket om det et par gange, hvor han har skriftet imellem at sige, at han ville acceptere det fordi han vil have jeg bliver glad og samtidig siger han nogle gange, at jeg ikke må få børn med nogle andre. Jeg tror aldrig han direkte ville blande sig i mit forhold, men jeg er meget i tvivl om hvad der ville ske.

På nuværende tidspunkt er det vigtigste, at jeg skal vise ham, at jeg ikke kan mere. Der findes aldrig nogen god måde at gøre det på, så det arbejder jeg på. Indtil videre er der radiostilhed og det har jeg det helt fint med.

Nye og gamle udfordringer

Det er over et år siden jeg sidst har lavet et indlæg. Ikke fordi, der ikke har været tanke og følelser, men jeg nok bearbejdet det på en anden måde - og så har min computer været nede i over 6 måneder.

Det giver en underlig følelse i kroppen, at de ting der rørte sig i mit liv for et år siden stadig eller igen er relevante. Jeg har haft forskellige fyre i mit liv det seneste år, men ingen jeg som sådan har kaldt min kæreste og i sidste ende vender jeg åbenbart altid tilbage til den samme.

Min søde fyr har efterhånden været inde og ude af mit liv i 3 år. Han er flyttet til den anden ende af landet og det ændrer selvfølgelig vores forhold en del. Jeg kalder det et forhold, fordi det er mere end et venskab selvom han nok aldrig bliver min kæreste heller. Vi har et forhold til hinanden, men vi er ikke i et forhold på den måde.
- Det er svært at forholde sig til for mange mennesker, så derfor holder jeg det egentlig mest for min selv lige for tiden.

Geografien gør selvsagt at vi ikke ses nær så meget, som før i tiden. Da vi lige var begyndt at snakke sammen var vi sammen hver dag. Nu snakker vi mere i telefon. Han tjekker ind engang imellem for at høre om jeg har det godt og når vi har mulighederne ses vi så.
Da han stadig har sine barndomsvenner i området kommer han heldigvis stadig forbi engang imellem og så sover han som regel hos mig. Det betyder dog ikke nødvendigvis at jeg ser ham særlig meget, men det er dejligt at have ham her.

Nu har han så været hos mig i et par dage. Da jeg arbejder fuld tid nu har vi primært aftenerne sammen, det er desværre bare også der drengene gerne vil se ham, men da jeg lige har fået nye arbejdsopgaver har jeg været død træt om aftenen og så har det været fint, at han kunne være sammen med dem.
Når vi så endelig har haft en aften sammen har det tilgengæld været helt fantastisk. Vi kan snakke og pjatte og bare ligge sammen og se film. Han er så god til at vise og sige, at han faktisk har savnet mig og jeg smelter fuldstændig hver gang.
Når han ikke er her prøver jeg nok lidt at lukke af for følelserne, fordi jeg hader at gå og savne ham. Jeg bliver utrolig frustreret og det er ikke sundt for nogen af os, men når han er får følelserne frit løb og det er helt fantastisk. Jeg ved jeg bliver ked af det når han på et tidspunkt tager hjem igen, men indtil videre nyder jeg bare at have ham her og at vi faktisk godt kan finde ud af at have en hverdag sammen.

I går sov han så hos sine forældre. Jeg var ekstremt udmattet efter en hård uge, så det passede mig helt fint. Vi snakkede dog alligevel i telefon i næsten en time, fordi vi er så gode til at snakke sammen for tiden og fordi han har nogle meget seriøse tanker. Jeg kan mærke at han gerne vil have at vi får snakket om nogle ting og vi begge er blevet bedre til, at svare ærlig omkring vores følelser. Han tænker fx meget på om jeg vil have børn, men jeg har svært ved at tænke på børn med ham, fordi jeg så nærmest vil være enlig mor, det har jeg aldrig haft noget ønske om. Jeg vil være forælder sammen med en jeg elsker og som er sammen med mig hver dag. Det tror jeg bare ikke sker med ham. Ikke problemfrit i hvert fald. Det er også bare en rigtig stor beslutning at få et barn.
Men det er meget symbolsk for vores samtaler lige nu. Jeg har egentlig gået og tænkt, at vi skulle finde en måde og slutte vores forhold, men han tænker tværtimod at det aldrig slutter. Det er meget overvældende når vi ser tingene så forskelligt, men vi prøver at snakke om det.

Der sker mange ting på 3 år. Jeg har været under studie og jeg kan mærke, at det har ændret mig rigtig meget. Hans liv er meget det sammen, men han er alligevel også forandret. Alligevel har vi stadig en brændende passion for hinanden og især når vi er sammen kan jeg mærke at vi slet ikke kan holde os fra hinanden, men også når vi snakker i telefon, kan jeg høre at han bekymrer  sig for mig. Lige for tiden går han meget op i at jeg får mad og selvom jeg ikke er sulten insisterer han på, at jeg også skal have noget mad, hvis han bestiller til sig selv. Det er fjollet, men super dejligt, at han gerne vil tage sig af mig og det er hans måde at vise det.

Personligt finder jeg mere og mere ro i vores forhold. Det ligner ikke andre og det vil nok altid ærge mig, at vi ikke kan gå en tur i byen og holde i hånd og jeg heller ikke bare kan tage ham med hjem til min familie, men vi har det rigtig godt med hinanden og vi griner rigtig meget. Han kan få mig i godt humør med det samme og jeg er så pjattet med ham. Jeg er blevet bedre til at slappe af og tage tingene som det kommer og fortæller ham, hvad jeg egentlig tænker og føler om det der sker. Jeg øver mig stadig i at spørge mere ind til hvad han mener, for jeg ved at jeg kommer til at tænke på det når vi ikke er sammen mere.

Det var mange ting, men heldigvis synes jeg mest det er positivt.
Inden længe skal jeg have lavet noget aftensmad. Jeg har lovet at kigge forbi en sommerfest hos en af mine ældste venner i aften og min søde fyr har næsten lovet at hente mig, så vi kan køre hjem sammen. Jeg tror det bliver en rigtig dejlig dag, hvis alting flasker sig.

- En anden dag må jeg fortælle om min arbejdssituation.

My heart is a ghost town

Det er næsten tragikomisk, at jeg de tanker jeg ville formulere i dette indlæg i så høj grad ligner de følelser jeg gav udtryk for i mit sidste indlæg.

Utroligt at alting kan forandre sig, men stadig være det samme. Latterlige situation altså. Jeg tager dumme beslutninger, overfortolker, overtænker, stiller spørgsmål ved alting og ødelægger mig selv. Nogle gang (læs: Tit) lægger jeg et usundt pres på mig selv ved at gennemtænke ting igen og igen og overanalysere hvad andre tænker og gør. Lige for tiden gør jeg det hele tiden. Det betyder at ingen kan leve op til mine forventninger, jeg kan kun blive skuffet.
Det er sindsygt, at jeg kan være så bevidst om det, men stadig blive ved med at gøre det.

Præcis det samme kan man sige om den næste del af mit indlæg. Fra fremmed, til elsker, til nærmest kæreste, til hjertesorg og fremmedhed, til venskab, til usikkerhed.. Hvad fanden er det jeg laver? Starter vi forfra nu? Vi har snakket så meget sammen. Grinet, drømt og fantaseret. Vi har været enige om ikke at ses, fordi vi begge kunne forudse konsekvenserne, men ak det måtte jo ske at vi faldt i og hold da op. Vi faldt i med begge ben. Jeg gjorde i hvert fald. Og nu er jeg tilbage til at overanalysere hvad der sker, hvad du tænker, hvad jeg egentlig vil og det hele er bare kaos indeni mig. Jeg er så forvirret, bange og begejstret. Jeg ville ønske jeg havde de her følelser for en anden og jeg ved han faktisk ønsker det samme, men hjertet vil hvad det åbenbart absolut vil og jeg hader det.
Jeg bliver såret og kommer i klemme, jeg ved det bare.

Suk. Jeg er meget splittet og oprørt, men jeg prøver at tage det en dag af gangen og ikke tænke for meget over det. Vi har langt fra hinanden de næste 2 uger og alt kan ske.

Jeg vender nok tilbage til her emne ikke ;)

Grænser for venskab

Giv det et par dage og helt forudsigeligt blev jeg ringet op. Hvor jeg går og hidser mig op, tager store beslutninger og virkelig tænker over livet er han min komplette modsætning, som slet ikke har overvejet at jeg faktisk også har følelser.

Han ser på ingen måde at jeg faktisk bærer byrden af hans handlinger. 

Jeg har haft mange ting i hovedet på det sidste og det er ingen hemmelighed at mit liv bestemt ikke har lignet sig selv. Det gør det stadig ikke, men jeg er åbenbart blevet stærkere og bedre til at håndtere det eller ignorere det.

Nogle dage kan vores forskellige problematikker fylde mere i os end andre dage. Da det blev tid til at snakke om hvor sur jeg var blevet over at få ligegyldige beskeder på en lørdag aften, hvor jeg egentlig hyggede mig, blev jeg utrolig ramt følelsesmæssigt. Jeg tror aldrig han har set eller hørt mig græde før og han blev virkelig chokeret og kunne slet ikke forstå hvad der skete. Det kan være svært at sætte ord på i situationen og stadig nu, men det hele blev bare for meget. Jeg havde sagt at jeg havde det rigtig dårligt for tiden og alligevel pressede han mig. Konsekvensen blev at han blev ved med at ringe for at høre om jeg var okey og bare snakke. Det er på sin måde dejligt at han ringer, for for det meste griner vi meget sammen, men samtidig har det også en negativ betydning for os begge, som vi prøver at undgå.

Vi ved det begge og nu er det også blevet sagt højt imellem os. Når vi snakker meget sammen kommer følelserne op igen og så går det galt. Det er vi begge opsat på at undgå og derfor går vi lidt på æggeskaller, som man siger.

En anden ting er at vi altid snakker sammen om aftenen, aldrig i kort tid og derfor kommer jeg sent i seng. Udover det sover jeg ekstremt dårligt for tiden. Behøver jeg forklare at jeg er så træt for tiden? 

Der er mange tanker i mit hoved for tiden, men ingen gode løsninger, som både hjerne og hjerte kan blive enige om. Jeg er lidt i vildrede, men jeg er sikker på at situationen løser sig selv, sådan plejer det at være med os. Altid op og ned, men på et tidspunkt må det slutte.

This is you hurting me - on purpose..

I sidste weekend havde jeg lovet min veninde at tage med til en fødselsdags fest hos hendes kusine. Hun kendte ikke så mange og ville derfor gerne have en backup med. Hun er lige blevet single agtig igen og jeg vidste hun havde brug for at komme lidt ud, så jeg tog selvfølgelig med.
Det var møg hyggeligt, vi fik begge snakket og pjattet med en masse mennesker vi ikke har mødt før. Stemningen var virkelig god til festen, men lige pludselig beslutter mit fulde jeg at jeg ikke gad være der mere. Jeg skulle bare hjem med det samme. Heldigvis var der en fyr der skulle i samme retning samtidig, så jeg fik ham til at sætte mig af.

Næste dag vendte jeg oplevelsen med min bedste veninde og hun er uden tvivl den der kender mit fulde jeg bedst. Hun spurgte ind til hvad der var sket og gættede på at jeg havde fået en besked eller noget der havde ædelagt mit humør. Spot on! Den eneste fyr i verden, der ved præcis hvordan han kan pisse mig af og samtidig den eneste, der kan finde på at gøre det bare for sin egen underholdnings skyld. Jeg er så træt af det. Da jeg indså at han havde ødelagt endnu en fest blev jeg bare så frustreret. Han ved at jeg ikke vil have at han har kontakt med min bedste veninde så selvfølgelig bad han om hendes nummer, som han har gjort mange gange før. Jeg besluttede mig for at sende nummeret og har på den måde droppet konflikten. Jeg fatter ikke hvorfor han med vilje vil såre mig på den måde, men jeg gider i hvert fald ikke lege med længere.
Den del af mit liv skal være slut nu og jeg tror det er på tide jeg prøver at åbne mig op overfor en ny, med lidt bedre fremtidshåb.

Om lidt er jeg på vej i bad og så over til bedsteveninden. Vi skal have lidt at drikke og så en tur i byen. Bare dig og mig tid! Jeg glæder mig og vi har aftalt at jeg ikke må være i nærheden af min telefon. Slut med det pjat.

Nogle gange må man tage nogle voksne valg og holde sig til dem.

Frygten for at blive såret.

Såå den anden dag sad jeg sammen med min veninde og snakkede om fyre (som vi plejer). Vi har meget forskellige tilgange til det her med at være single. Hun har meget stort behov for at mærke anerkendelse fra fyre og især når hun bliver usikker på ham hun er glad for, hvor hun mener at jeg slet ikke har det samme behov og ikke har lyst til at få en kæreste - det har jeg altså. Vi endte ud i en snak om at jeg måske ikke føler at jeg har tiden til at have en kæreste når jeg kun har få vågne timer hos mig selv.

Over det sidste par dage har det fået mig til at tænke på hvorfor jeg ikke jagter kærligheden lidt mere aktivt. Den følelse jeg vågnede med i morges var "fuck hvor jeg ikke gider blive såret" og ja jeg ved godt man skal give det chancen før det bliver til noget, men nej jeg gider fandme ikke bruge min tid på det lige nu!

Og ja, jeg ved udemærket godt at jeg kun har det sådan fordi min dumme fyr ikke har kontaktet mig særlig meget den sidste uge. Det er altid op og ned med ham og jeg det er pisse hårdt selvom jeg ikke har høje forventninger til ham. Efterhånden burde jeg vide at det aldrig holder i længden med ham.

Undskyldninger har jeg masser af og når jeg tænker over det tror jeg virkelig også det skyldes at jeg ser så mange piger omkring mig, som ikke kan få de der forhold til at køre og det afskrækker mig fuldstændig fra at prøve på noget som helst.

Bare lidt søndagstanker herfra..

Et nyt menneske eller lidt for meget den samme..

De sidste par måneder er der sket så mange ting, der har gjort at jeg har bevæget mig mod voksenlivet og en hel ny, sundere hverdag. Egen lejlighed, snart fast ansættelse og en træning i fremgang (selvom det har stået lidt stille i forbindelse med at jeg er startet på nyt arbejde).

Den seneste uge har været lidt anderledes end de seneste måneder. Jeg har haft en smil på læberne og et sug i maven. For det meste er det en god ting, men jeg er i tvivl for jeg ved præcis hvorfor jeg igen føler mig som en teenager i brunst.

Mandag aften ringede min telefon nemlig og de anden viste sig at være min søde fyr, som jeg ikke har hørt fra i over 6 måneder. Han sidder inde igen og var lige blevet flyttet til et nyt fængsel, hvor han har telefon på sit "værelse". For det første var jeg ved at falde ned af sofaen og vidste slet ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, da jeg hørte det var ham. Selvom han præsenterede sig med "hvad rager det dig" da jeg spurgte hvem det var, vidste jeg 100% at det var ham. Vi snakkede i flere timer om stort og småt og mit liv nu og alt han er gået glip af og sluttede af med, at der ikke var nogen grund til at hade hinanden og at vi på ingen måde er uvenner. Vi er bare ikke det samme som før i tiden.
Jeg har alligevel snakket med ham de fleste dage i løbet af ugen og hvis planen holder og jeg bliver godkendt skal jeg besøge ham i næste weekend. Det giver mig eller sug i maven bare at tænke på det. Jeg er nervøs for hvordan det bliver at se ham igen og være alene med ham.
Samtidig har jeg svært ved at beskrive den følelse jeg har i forhold til hvad det betyder videre frem hvis jeg tager op til ham. Sidste gang han sad inde havde vi lige tilbragt en hel sommer sammen og vi snakkede sammen hver dag indtil vi "slog op". Jeg har været forelsket i ham, som jeg aldrig har været det hverken før eller siden og han får mig til at smile og slappe af bare ved et enkelt opkald. Han er uden tvivl noget specielt for mig, men han har aldrig været sund for mig. Der har aldrig været nogen fremtid i vores forhold og helt fra start var vi enige om at vi ikke skulle falde for hinanden. Alligevel faldt vi begge to og vi har aldrig været i stand til at holde os fra hinanden.
Hvis jeg tager derop (og det gør jeg, hvis jeg får lov) hvad kommer det så til at betyde for os? Er vi "sammen" igen? Eller stopper det lige pludselig igen? Åhh hvor jeg hader det når jeg ikke ved hvad der skal ske.

Jeg har ikke fortalt nogen at vi har kontakt igen. Var det andre der gjorde sådan ville jeg sige at det var fordi de godt vidste at det var dumt, det de havde gang i. Det ved jeg jo også godt at det er, men jeg kan ikke lade være. Jeg smiler når jeg ser hans nummer på skærmen og jeg hader at sige farvel. Jeg griner stadig af alle hans dumme bemærkninger, som slet ikke har ændret sig. Og sammen kan vi mindes nogle af alle de dumme ting vi har gjort og oplevet sammen gennem de 2 år vi har kendt hinanden.

Vi er så modsat hinanden og det har vi hele tiden været, men lige her er vi meget ens. Vi er nervøse og spændte på hvad der kommer til at ske, men han vil alligevel gerne have at jeg kommer op til ham, selvom han bare kan sige nej og det gjorde han også sidste gang. Denne gang sidder han bare tættere på så han har ikke så dårlig samvittighed over at jeg skal køre hele vejen.

Det bliver en lang uge er jeg sikker på, men nu må vi se om han overhovedet sender mig papirerne eller om han trækker i land.

Evige bekymringer herfra..