Frygten for at blive såret.

Såå den anden dag sad jeg sammen med min veninde og snakkede om fyre (som vi plejer). Vi har meget forskellige tilgange til det her med at være single. Hun har meget stort behov for at mærke anerkendelse fra fyre og især når hun bliver usikker på ham hun er glad for, hvor hun mener at jeg slet ikke har det samme behov og ikke har lyst til at få en kæreste - det har jeg altså. Vi endte ud i en snak om at jeg måske ikke føler at jeg har tiden til at have en kæreste når jeg kun har få vågne timer hos mig selv.

Over det sidste par dage har det fået mig til at tænke på hvorfor jeg ikke jagter kærligheden lidt mere aktivt. Den følelse jeg vågnede med i morges var "fuck hvor jeg ikke gider blive såret" og ja jeg ved godt man skal give det chancen før det bliver til noget, men nej jeg gider fandme ikke bruge min tid på det lige nu!

Og ja, jeg ved udemærket godt at jeg kun har det sådan fordi min dumme fyr ikke har kontaktet mig særlig meget den sidste uge. Det er altid op og ned med ham og jeg det er pisse hårdt selvom jeg ikke har høje forventninger til ham. Efterhånden burde jeg vide at det aldrig holder i længden med ham.

Undskyldninger har jeg masser af og når jeg tænker over det tror jeg virkelig også det skyldes at jeg ser så mange piger omkring mig, som ikke kan få de der forhold til at køre og det afskrækker mig fuldstændig fra at prøve på noget som helst.

Bare lidt søndagstanker herfra..

Et nyt menneske eller lidt for meget den samme..

De sidste par måneder er der sket så mange ting, der har gjort at jeg har bevæget mig mod voksenlivet og en hel ny, sundere hverdag. Egen lejlighed, snart fast ansættelse og en træning i fremgang (selvom det har stået lidt stille i forbindelse med at jeg er startet på nyt arbejde).

Den seneste uge har været lidt anderledes end de seneste måneder. Jeg har haft en smil på læberne og et sug i maven. For det meste er det en god ting, men jeg er i tvivl for jeg ved præcis hvorfor jeg igen føler mig som en teenager i brunst.

Mandag aften ringede min telefon nemlig og de anden viste sig at være min søde fyr, som jeg ikke har hørt fra i over 6 måneder. Han sidder inde igen og var lige blevet flyttet til et nyt fængsel, hvor han har telefon på sit "værelse". For det første var jeg ved at falde ned af sofaen og vidste slet ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, da jeg hørte det var ham. Selvom han præsenterede sig med "hvad rager det dig" da jeg spurgte hvem det var, vidste jeg 100% at det var ham. Vi snakkede i flere timer om stort og småt og mit liv nu og alt han er gået glip af og sluttede af med, at der ikke var nogen grund til at hade hinanden og at vi på ingen måde er uvenner. Vi er bare ikke det samme som før i tiden.
Jeg har alligevel snakket med ham de fleste dage i løbet af ugen og hvis planen holder og jeg bliver godkendt skal jeg besøge ham i næste weekend. Det giver mig eller sug i maven bare at tænke på det. Jeg er nervøs for hvordan det bliver at se ham igen og være alene med ham.
Samtidig har jeg svært ved at beskrive den følelse jeg har i forhold til hvad det betyder videre frem hvis jeg tager op til ham. Sidste gang han sad inde havde vi lige tilbragt en hel sommer sammen og vi snakkede sammen hver dag indtil vi "slog op". Jeg har været forelsket i ham, som jeg aldrig har været det hverken før eller siden og han får mig til at smile og slappe af bare ved et enkelt opkald. Han er uden tvivl noget specielt for mig, men han har aldrig været sund for mig. Der har aldrig været nogen fremtid i vores forhold og helt fra start var vi enige om at vi ikke skulle falde for hinanden. Alligevel faldt vi begge to og vi har aldrig været i stand til at holde os fra hinanden.
Hvis jeg tager derop (og det gør jeg, hvis jeg får lov) hvad kommer det så til at betyde for os? Er vi "sammen" igen? Eller stopper det lige pludselig igen? Åhh hvor jeg hader det når jeg ikke ved hvad der skal ske.

Jeg har ikke fortalt nogen at vi har kontakt igen. Var det andre der gjorde sådan ville jeg sige at det var fordi de godt vidste at det var dumt, det de havde gang i. Det ved jeg jo også godt at det er, men jeg kan ikke lade være. Jeg smiler når jeg ser hans nummer på skærmen og jeg hader at sige farvel. Jeg griner stadig af alle hans dumme bemærkninger, som slet ikke har ændret sig. Og sammen kan vi mindes nogle af alle de dumme ting vi har gjort og oplevet sammen gennem de 2 år vi har kendt hinanden.

Vi er så modsat hinanden og det har vi hele tiden været, men lige her er vi meget ens. Vi er nervøse og spændte på hvad der kommer til at ske, men han vil alligevel gerne have at jeg kommer op til ham, selvom han bare kan sige nej og det gjorde han også sidste gang. Denne gang sidder han bare tættere på så han har ikke så dårlig samvittighed over at jeg skal køre hele vejen.

Det bliver en lang uge er jeg sikker på, men nu må vi se om han overhovedet sender mig papirerne eller om han trækker i land.

Evige bekymringer herfra..