My heart is a ghost town

Det er næsten tragikomisk, at jeg de tanker jeg ville formulere i dette indlæg i så høj grad ligner de følelser jeg gav udtryk for i mit sidste indlæg.

Utroligt at alting kan forandre sig, men stadig være det samme. Latterlige situation altså. Jeg tager dumme beslutninger, overfortolker, overtænker, stiller spørgsmål ved alting og ødelægger mig selv. Nogle gang (læs: Tit) lægger jeg et usundt pres på mig selv ved at gennemtænke ting igen og igen og overanalysere hvad andre tænker og gør. Lige for tiden gør jeg det hele tiden. Det betyder at ingen kan leve op til mine forventninger, jeg kan kun blive skuffet.
Det er sindsygt, at jeg kan være så bevidst om det, men stadig blive ved med at gøre det.

Præcis det samme kan man sige om den næste del af mit indlæg. Fra fremmed, til elsker, til nærmest kæreste, til hjertesorg og fremmedhed, til venskab, til usikkerhed.. Hvad fanden er det jeg laver? Starter vi forfra nu? Vi har snakket så meget sammen. Grinet, drømt og fantaseret. Vi har været enige om ikke at ses, fordi vi begge kunne forudse konsekvenserne, men ak det måtte jo ske at vi faldt i og hold da op. Vi faldt i med begge ben. Jeg gjorde i hvert fald. Og nu er jeg tilbage til at overanalysere hvad der sker, hvad du tænker, hvad jeg egentlig vil og det hele er bare kaos indeni mig. Jeg er så forvirret, bange og begejstret. Jeg ville ønske jeg havde de her følelser for en anden og jeg ved han faktisk ønsker det samme, men hjertet vil hvad det åbenbart absolut vil og jeg hader det.
Jeg bliver såret og kommer i klemme, jeg ved det bare.

Suk. Jeg er meget splittet og oprørt, men jeg prøver at tage det en dag af gangen og ikke tænke for meget over det. Vi har langt fra hinanden de næste 2 uger og alt kan ske.

Jeg vender nok tilbage til her emne ikke ;)

Grænser for venskab

Giv det et par dage og helt forudsigeligt blev jeg ringet op. Hvor jeg går og hidser mig op, tager store beslutninger og virkelig tænker over livet er han min komplette modsætning, som slet ikke har overvejet at jeg faktisk også har følelser.

Han ser på ingen måde at jeg faktisk bærer byrden af hans handlinger. 

Jeg har haft mange ting i hovedet på det sidste og det er ingen hemmelighed at mit liv bestemt ikke har lignet sig selv. Det gør det stadig ikke, men jeg er åbenbart blevet stærkere og bedre til at håndtere det eller ignorere det.

Nogle dage kan vores forskellige problematikker fylde mere i os end andre dage. Da det blev tid til at snakke om hvor sur jeg var blevet over at få ligegyldige beskeder på en lørdag aften, hvor jeg egentlig hyggede mig, blev jeg utrolig ramt følelsesmæssigt. Jeg tror aldrig han har set eller hørt mig græde før og han blev virkelig chokeret og kunne slet ikke forstå hvad der skete. Det kan være svært at sætte ord på i situationen og stadig nu, men det hele blev bare for meget. Jeg havde sagt at jeg havde det rigtig dårligt for tiden og alligevel pressede han mig. Konsekvensen blev at han blev ved med at ringe for at høre om jeg var okey og bare snakke. Det er på sin måde dejligt at han ringer, for for det meste griner vi meget sammen, men samtidig har det også en negativ betydning for os begge, som vi prøver at undgå.

Vi ved det begge og nu er det også blevet sagt højt imellem os. Når vi snakker meget sammen kommer følelserne op igen og så går det galt. Det er vi begge opsat på at undgå og derfor går vi lidt på æggeskaller, som man siger.

En anden ting er at vi altid snakker sammen om aftenen, aldrig i kort tid og derfor kommer jeg sent i seng. Udover det sover jeg ekstremt dårligt for tiden. Behøver jeg forklare at jeg er så træt for tiden? 

Der er mange tanker i mit hoved for tiden, men ingen gode løsninger, som både hjerne og hjerte kan blive enige om. Jeg er lidt i vildrede, men jeg er sikker på at situationen løser sig selv, sådan plejer det at være med os. Altid op og ned, men på et tidspunkt må det slutte.

This is you hurting me - on purpose..

I sidste weekend havde jeg lovet min veninde at tage med til en fødselsdags fest hos hendes kusine. Hun kendte ikke så mange og ville derfor gerne have en backup med. Hun er lige blevet single agtig igen og jeg vidste hun havde brug for at komme lidt ud, så jeg tog selvfølgelig med.
Det var møg hyggeligt, vi fik begge snakket og pjattet med en masse mennesker vi ikke har mødt før. Stemningen var virkelig god til festen, men lige pludselig beslutter mit fulde jeg at jeg ikke gad være der mere. Jeg skulle bare hjem med det samme. Heldigvis var der en fyr der skulle i samme retning samtidig, så jeg fik ham til at sætte mig af.

Næste dag vendte jeg oplevelsen med min bedste veninde og hun er uden tvivl den der kender mit fulde jeg bedst. Hun spurgte ind til hvad der var sket og gættede på at jeg havde fået en besked eller noget der havde ædelagt mit humør. Spot on! Den eneste fyr i verden, der ved præcis hvordan han kan pisse mig af og samtidig den eneste, der kan finde på at gøre det bare for sin egen underholdnings skyld. Jeg er så træt af det. Da jeg indså at han havde ødelagt endnu en fest blev jeg bare så frustreret. Han ved at jeg ikke vil have at han har kontakt med min bedste veninde så selvfølgelig bad han om hendes nummer, som han har gjort mange gange før. Jeg besluttede mig for at sende nummeret og har på den måde droppet konflikten. Jeg fatter ikke hvorfor han med vilje vil såre mig på den måde, men jeg gider i hvert fald ikke lege med længere.
Den del af mit liv skal være slut nu og jeg tror det er på tide jeg prøver at åbne mig op overfor en ny, med lidt bedre fremtidshåb.

Om lidt er jeg på vej i bad og så over til bedsteveninden. Vi skal have lidt at drikke og så en tur i byen. Bare dig og mig tid! Jeg glæder mig og vi har aftalt at jeg ikke må være i nærheden af min telefon. Slut med det pjat.

Nogle gange må man tage nogle voksne valg og holde sig til dem.

Frygten for at blive såret.

Såå den anden dag sad jeg sammen med min veninde og snakkede om fyre (som vi plejer). Vi har meget forskellige tilgange til det her med at være single. Hun har meget stort behov for at mærke anerkendelse fra fyre og især når hun bliver usikker på ham hun er glad for, hvor hun mener at jeg slet ikke har det samme behov og ikke har lyst til at få en kæreste - det har jeg altså. Vi endte ud i en snak om at jeg måske ikke føler at jeg har tiden til at have en kæreste når jeg kun har få vågne timer hos mig selv.

Over det sidste par dage har det fået mig til at tænke på hvorfor jeg ikke jagter kærligheden lidt mere aktivt. Den følelse jeg vågnede med i morges var "fuck hvor jeg ikke gider blive såret" og ja jeg ved godt man skal give det chancen før det bliver til noget, men nej jeg gider fandme ikke bruge min tid på det lige nu!

Og ja, jeg ved udemærket godt at jeg kun har det sådan fordi min dumme fyr ikke har kontaktet mig særlig meget den sidste uge. Det er altid op og ned med ham og jeg det er pisse hårdt selvom jeg ikke har høje forventninger til ham. Efterhånden burde jeg vide at det aldrig holder i længden med ham.

Undskyldninger har jeg masser af og når jeg tænker over det tror jeg virkelig også det skyldes at jeg ser så mange piger omkring mig, som ikke kan få de der forhold til at køre og det afskrækker mig fuldstændig fra at prøve på noget som helst.

Bare lidt søndagstanker herfra..

Et nyt menneske eller lidt for meget den samme..

De sidste par måneder er der sket så mange ting, der har gjort at jeg har bevæget mig mod voksenlivet og en hel ny, sundere hverdag. Egen lejlighed, snart fast ansættelse og en træning i fremgang (selvom det har stået lidt stille i forbindelse med at jeg er startet på nyt arbejde).

Den seneste uge har været lidt anderledes end de seneste måneder. Jeg har haft en smil på læberne og et sug i maven. For det meste er det en god ting, men jeg er i tvivl for jeg ved præcis hvorfor jeg igen føler mig som en teenager i brunst.

Mandag aften ringede min telefon nemlig og de anden viste sig at være min søde fyr, som jeg ikke har hørt fra i over 6 måneder. Han sidder inde igen og var lige blevet flyttet til et nyt fængsel, hvor han har telefon på sit "værelse". For det første var jeg ved at falde ned af sofaen og vidste slet ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, da jeg hørte det var ham. Selvom han præsenterede sig med "hvad rager det dig" da jeg spurgte hvem det var, vidste jeg 100% at det var ham. Vi snakkede i flere timer om stort og småt og mit liv nu og alt han er gået glip af og sluttede af med, at der ikke var nogen grund til at hade hinanden og at vi på ingen måde er uvenner. Vi er bare ikke det samme som før i tiden.
Jeg har alligevel snakket med ham de fleste dage i løbet af ugen og hvis planen holder og jeg bliver godkendt skal jeg besøge ham i næste weekend. Det giver mig eller sug i maven bare at tænke på det. Jeg er nervøs for hvordan det bliver at se ham igen og være alene med ham.
Samtidig har jeg svært ved at beskrive den følelse jeg har i forhold til hvad det betyder videre frem hvis jeg tager op til ham. Sidste gang han sad inde havde vi lige tilbragt en hel sommer sammen og vi snakkede sammen hver dag indtil vi "slog op". Jeg har været forelsket i ham, som jeg aldrig har været det hverken før eller siden og han får mig til at smile og slappe af bare ved et enkelt opkald. Han er uden tvivl noget specielt for mig, men han har aldrig været sund for mig. Der har aldrig været nogen fremtid i vores forhold og helt fra start var vi enige om at vi ikke skulle falde for hinanden. Alligevel faldt vi begge to og vi har aldrig været i stand til at holde os fra hinanden.
Hvis jeg tager derop (og det gør jeg, hvis jeg får lov) hvad kommer det så til at betyde for os? Er vi "sammen" igen? Eller stopper det lige pludselig igen? Åhh hvor jeg hader det når jeg ikke ved hvad der skal ske.

Jeg har ikke fortalt nogen at vi har kontakt igen. Var det andre der gjorde sådan ville jeg sige at det var fordi de godt vidste at det var dumt, det de havde gang i. Det ved jeg jo også godt at det er, men jeg kan ikke lade være. Jeg smiler når jeg ser hans nummer på skærmen og jeg hader at sige farvel. Jeg griner stadig af alle hans dumme bemærkninger, som slet ikke har ændret sig. Og sammen kan vi mindes nogle af alle de dumme ting vi har gjort og oplevet sammen gennem de 2 år vi har kendt hinanden.

Vi er så modsat hinanden og det har vi hele tiden været, men lige her er vi meget ens. Vi er nervøse og spændte på hvad der kommer til at ske, men han vil alligevel gerne have at jeg kommer op til ham, selvom han bare kan sige nej og det gjorde han også sidste gang. Denne gang sidder han bare tættere på så han har ikke så dårlig samvittighed over at jeg skal køre hele vejen.

Det bliver en lang uge er jeg sikker på, men nu må vi se om han overhovedet sender mig papirerne eller om han trækker i land.

Evige bekymringer herfra..

Ømme muskler

Et tydeligt tegn på at man har lavet mere end man plejer. Vi fik en god blandet træning i går aftes og jeg vågnede med lidt ømme skuldre, overarme og ryg. Jeg elsker det! Jeg har aldrig været fan af at træne andet end ben og mave for det er det eneste sted min krop ikke er total slasket, jeg har altid haft svage arbejde og er typen der ikke kan bære noget som helst. Det skal ændres nu og jeg skal stille og roligt have puttet noget styrke ind i de der kage arme jeg altid har været kendt for at have.

Der skal trænes igen i dag mens jeg stadig er høj på følelsen af at jeg kan mærke min krop :D Så om lidt vil jeg hoppe i noget træningstøj og så kommer min veninde og henter mig! Det er møg godt at have en at træne med og især når det er en, der ved mere om det end jeg gør :D

I gang med os tyndfede mennesker som ser forholdvis sunde ud men faktisk ikke kan løbe et halvt minut uden at dø..

Uger der flyver

Puh sidste weekend var bare prop fyld med fantastiske men pressede aftaler og alt for meget druk. Ugen er fløjet afsted og nu er det allerede fredag igen uden jeg har nået noget som helst, hvad sker der for det?

1 gang om året deltager hele venneflokken i et indendørs fodbold stævne og om aftenen drikker vi os fulde og tager i byen. Det skulle vi også i år, bare med det lille twist at jeg også skulle til en fødselsdag og i byen fredag aften. Jeg var heelt død søndag. Det var en skøn weekend, men jeg havde fået aal for lidt søvn og samtidig var der sket så uendelig mange ting, som jeg ikke havde nået at kapere, så til sidst kunne jeg næsten ikke hænge sammen og overskue andre mennesker længere.

Ugen er som sagt fløjet afsted. Jeg har været en del hos mine forældre for at spare lidt mad penge og så har jeg haft gang i en del små projekter med min mor. Det har været rart at vi bare har hygget os derhjemme, men jeg kan nu stadig godt lide at have tid for mig selv i lejligheden så i weekenden er det planen at jeg skal have styr på det hele herhjemme. Der trænger rigtig meget til en ordenlig gang rengøring :D

Mit vand i bruseren virker stadigvæk ikke så badning foregår enten hos mine forældre eller i fitness for tiden. Det er så meget rart at der er kommet lidt gang i træningen igen, selvom jeg skal huske at starte stille op. Efter vi havde været der første gang kunne jeg næsten ikke gå, fordi alting var ømt så det var ikke så smart.

I aften står den på biograftur med mine 2 fantastiske veninder. Den ene har jeg faktisk ikke set siden dimissionen så det bliver dejligt at få indhentet lidt tid med hende :)

Livet på den anden side

af bacheloren.

Eksamen gik over al forventning, dimissionen er overstået og nu venter tilvending til livet uden opgaveskrivning og lektier. For første gang i - tja forever - har jeg ikke noget bestemt jeg skal hele tiden.

Jeg har fået flere møbler til lejligheden af mine forældre så dem er jeg i gang med at samle, samtidig med at der skal rykkes lidt rundt i min ene stue. I dag har håndværkeren været her og lave blandingsbatteriet til min bruser, hvilket betyder at jeg nu kan begynde at gå i bad hos mig selv. YAY! Små huslige projekter med indretning og pigepynt har aldrig rigtig været mig, men jeg synes faktisk det er lidt hyggeligt at finde den helt rigtige plads til nogle af de ting, der har ligget i flyttekasser de sidste 3 år.

Jeg er stille og roligt ved at få ro på min stress. Har brugt nogle dage med forskellige veninder og mest af alt alene tid med mig selv og min sofa, som mest af alt var det jeg havde brug for. Har fået indhentet en masse sladder tid med en af mine ældste veninder - så skønt at have hende tilbage i mit liv på den rigtige måde. Jeg har stoppet min pause fra fitness.

Livet fortsætter efter bacheloren og inden længe venter al verdens ledighedsting, men lige nu i denne uge er det bare mig og mit stille liv og muligheden for at skabe balance igen og jeg nyder det.

Senere venter landskamp hos mine forældre og lidt hygge med dem, men lige nu står valget mellem opvask, et varmt bad eller et afsnit mere af Greys hvide verden.

Jeg håber i også får skabt balance og velvære i jeres tilværelser!

Når støtten forsvinder

Oplevelsen eller følelsen af at de mennesker, der burde støtte og hjælpe dig pludselig ikke har din ryg mere. Puha, det gør ondt helt inde i hjertet. Bachelor opgaven og den medfølgende stress skubber mig ud på en afsats jeg aldrig har været i nærheden af før. Det tvinger mig i et hvis omfang til at støtte mig op af andre og her gælder det om at støtte sig til nogen, som kan give lige præcis det man har brug for - og det kan være rigtig mange ting og de skifter gerne ca hver halve minut haha.
Jeg mener bare, det er bestemt ikke nemt at få lov til at hjælpe en som mig lige for tiden, men jeg bliver alligevel utrolig skuffet og såret når jeg ikke føler mig forstået og mødt af mine nærmeste, især min familie.

Det har været en ekstremt lang dag på skolen og jeg væltede ind af døren ca halv 6 sammen med min far. Jeg var træt og havde knaldende hovedpine. Suk! Det er bare ikke lige der jeg gider deltage i lange diskussioner om noget som helst, jeg ville faktisk bare gerne hjem til mig selv og være alene med chips og en film. På en eller anden måde ender det alligevel i sure miner og jeg kørte hjem med tårer i øjnene. Til gengæld hjalp det så snart jeg ramte sofaen.

Jeg har besluttet at låse mig inde i lejligheden hele dagen i morgen og få læst og arbejdet på mit oplæg til den store eksamen på mandag og torsdag aften kører jeg op til min veninde, som jeg sover hos så vi sammen kan tage ud på skolen mandag.
Jeg er presset og nervøs og bestemt ikke noget godt menneske for tiden, men nogle skal man bare være alene og få lov til at lukke tingene lidt ud, som jeg gør her.

Forhåbentlig bliver livet lidt mere overskueligt efter eksamen.

Bachelor læsning og stress

Det lykkedes endelig at få afleveret vores opgave i onsdags. Det har været et langt og hårdt forløb for mig og min gruppe og jeg troede aldrig vi skulle blive færdige. Vi har været ramt af uheldige imputs og hårdt hårdt pres, men sammen lykkedes det os at færdiggøre en rigtig god opgave. Nu venter eksamen på mandag og så er jeg sådan set færdiguddannet socialrådgiver.

Planen har for mit vedkommende altid været, at der stod et job klar når jeg afsluttede min bachelor. Som det ser ud lige nu er jeg glad for, at jeg ikke har et 37 timers job foran mig. Min krop har løbende sagt fra i løbet af opgaveskrivningen og jeg lider stadig lidt under det. Jeg sover ikke om natten, vågner med kvalme lige pludselig og er derfor generelt bare træt. Nu er det meningen jeg skal forberede mit oplæg til eksamen og få læst op på en masse ting, men min hjerne kører nærmest baglæns og jeg kan slet ikke koncentrere mig om noget. Det frustrerende og skræmmende og bestemt ikke sundt for for min eksamensskræk. Jeg er bange for at jeg ikke får åbnet et eneste bog inden det er tid til mit livs vigtigste eksamen

Jeg er træt og presset imponeret over hvor meget man kan rode når man har fået en større lejlighed :D Bare rolig det er ikke så slemt, som det lyder, men det sejler lidt når man vælter ind og ud af døren morgen og aften, fordi livet altid indeholder en masse planer.
Seriøst jeg er flyttet til en by, men en fantastisk gågade fyldt med udsalg og jeg har ikke været oppe og kigge en eneste gang - det er simpelthen ikke i orden! Jeg er måske ikke mega piget, men hallo nyt tøj? Ja tak! Man går rundt i en underlig opgaveboble og dagene går og verden flyver forbi. Alle andre fortsætter deres liv og det er ligesom når man ser en film og den karakter man føler står stille, mens alle andre løber rundt og lever livet eller klarer det kaos der foregår. Sådan er bacheloren for mig. Jeg står stille mens alt andet kører i højt tempo og jeg har glemt hvordan man lever et almindeligt liv.

Masser suk herfra. Heldigvis er eksamen rundt om hjørnet og hvis/når jeg består kan jeg vende tilbage til den virkelig verden igen og så har jeg en masse andet at fortælle jer.

Stay cool!