Såå den anden dag sad jeg sammen med min veninde og snakkede om fyre (som vi plejer). Vi har meget forskellige tilgange til det her med at være single. Hun har meget stort behov for at mærke anerkendelse fra fyre og især når hun bliver usikker på ham hun er glad for, hvor hun mener at jeg slet ikke har det samme behov og ikke har lyst til at få en kæreste - det har jeg altså. Vi endte ud i en snak om at jeg måske ikke føler at jeg har tiden til at have en kæreste når jeg kun har få vågne timer hos mig selv.
Over det sidste par dage har det fået mig til at tænke på hvorfor jeg ikke jagter kærligheden lidt mere aktivt. Den følelse jeg vågnede med i morges var "fuck hvor jeg ikke gider blive såret" og ja jeg ved godt man skal give det chancen før det bliver til noget, men nej jeg gider fandme ikke bruge min tid på det lige nu!
Og ja, jeg ved udemærket godt at jeg kun har det sådan fordi min dumme fyr ikke har kontaktet mig særlig meget den sidste uge. Det er altid op og ned med ham og jeg det er pisse hårdt selvom jeg ikke har høje forventninger til ham. Efterhånden burde jeg vide at det aldrig holder i længden med ham.
Undskyldninger har jeg masser af og når jeg tænker over det tror jeg virkelig også det skyldes at jeg ser så mange piger omkring mig, som ikke kan få de der forhold til at køre og det afskrækker mig fuldstændig fra at prøve på noget som helst.
Bare lidt søndagstanker herfra..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar