Det er næsten tragikomisk, at jeg de tanker jeg ville formulere i dette indlæg i så høj grad ligner de følelser jeg gav udtryk for i mit sidste indlæg.
Utroligt at alting kan forandre sig, men stadig være det samme. Latterlige situation altså. Jeg tager dumme beslutninger, overfortolker, overtænker, stiller spørgsmål ved alting og ødelægger mig selv. Nogle gang (læs: Tit) lægger jeg et usundt pres på mig selv ved at gennemtænke ting igen og igen og overanalysere hvad andre tænker og gør. Lige for tiden gør jeg det hele tiden. Det betyder at ingen kan leve op til mine forventninger, jeg kan kun blive skuffet.
Det er sindsygt, at jeg kan være så bevidst om det, men stadig blive ved med at gøre det.
Præcis det samme kan man sige om den næste del af mit indlæg. Fra fremmed, til elsker, til nærmest kæreste, til hjertesorg og fremmedhed, til venskab, til usikkerhed.. Hvad fanden er det jeg laver? Starter vi forfra nu? Vi har snakket så meget sammen. Grinet, drømt og fantaseret. Vi har været enige om ikke at ses, fordi vi begge kunne forudse konsekvenserne, men ak det måtte jo ske at vi faldt i og hold da op. Vi faldt i med begge ben. Jeg gjorde i hvert fald. Og nu er jeg tilbage til at overanalysere hvad der sker, hvad du tænker, hvad jeg egentlig vil og det hele er bare kaos indeni mig. Jeg er så forvirret, bange og begejstret. Jeg ville ønske jeg havde de her følelser for en anden og jeg ved han faktisk ønsker det samme, men hjertet vil hvad det åbenbart absolut vil og jeg hader det.
Jeg bliver såret og kommer i klemme, jeg ved det bare.
Suk. Jeg er meget splittet og oprørt, men jeg prøver at tage det en dag af gangen og ikke tænke for meget over det. Vi har langt fra hinanden de næste 2 uger og alt kan ske.
Jeg vender nok tilbage til her emne ikke ;)
