Oplevelsen eller følelsen af at de mennesker, der burde støtte og hjælpe dig pludselig ikke har din ryg mere. Puha, det gør ondt helt inde i hjertet. Bachelor opgaven og den medfølgende stress skubber mig ud på en afsats jeg aldrig har været i nærheden af før. Det tvinger mig i et hvis omfang til at støtte mig op af andre og her gælder det om at støtte sig til nogen, som kan give lige præcis det man har brug for - og det kan være rigtig mange ting og de skifter gerne ca hver halve minut haha.
Jeg mener bare, det er bestemt ikke nemt at få lov til at hjælpe en som mig lige for tiden, men jeg bliver alligevel utrolig skuffet og såret når jeg ikke føler mig forstået og mødt af mine nærmeste, især min familie.
Det har været en ekstremt lang dag på skolen og jeg væltede ind af døren ca halv 6 sammen med min far. Jeg var træt og havde knaldende hovedpine. Suk! Det er bare ikke lige der jeg gider deltage i lange diskussioner om noget som helst, jeg ville faktisk bare gerne hjem til mig selv og være alene med chips og en film. På en eller anden måde ender det alligevel i sure miner og jeg kørte hjem med tårer i øjnene. Til gengæld hjalp det så snart jeg ramte sofaen.
Jeg har besluttet at låse mig inde i lejligheden hele dagen i morgen og få læst og arbejdet på mit oplæg til den store eksamen på mandag og torsdag aften kører jeg op til min veninde, som jeg sover hos så vi sammen kan tage ud på skolen mandag.
Jeg er presset og nervøs og bestemt ikke noget godt menneske for tiden, men nogle skal man bare være alene og få lov til at lukke tingene lidt ud, som jeg gør her.
Forhåbentlig bliver livet lidt mere overskueligt efter eksamen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar