Endnu en eksamensperiode

Psykisk drænet eller bare umotiveret?
Sommerferien venter lige rundt om hjørnet, men først står eksamen, som en stor uoverskuelig mur.

Endnu en gang skal vi skrive en case, som så skal analyseres til eksamen en uge senere. Jeg har svært ved at sætte ord på hvor meget jeg hader case skrivning, jeg læser ikke til forfatter og jeg er så dårlig til at opfinde problemer synes jeg. Men ak her sidder jeg endnu engang, tom for ideer, men med en tidsfrist, der snart er overskredet.

Samtidig er jeg træt både psykisk og fysisk, fordi min omverden på det sidste har udsat mig for ting jeg har haft svært ved at overskue, især oveni eksamen. En medstuderende tog den sværeste beslutning og valgte at tage sit eget liv. På trods af at det ikke er en jeg har snakket særlig meget med slog det hårdt og det tog tid at forholde sig til en ny hverdag.
Mine ellers så fantastiske drenge er vidst ude på at give mig grå hår i en tidlig alder. De er ikke mine drenge mere, på flere niveauer. Den tætte følelse jeg havde er hurtigt og brutalt revet ud af mig og min skønne tryghed hevet væk under mig. Det er svært at beskrive hvordan forræderi og skuffelse fra min bedste og kæreste ven og de sidste par uger har ændret min hverdag markant. Jeg er vanemenneske til det inderste i forhold til hvem jeg snakker med i min hverdag og når et menneske forsvinder ud af mit liv så pludseligt og tilsyneladende ganske frivilligt så slår det hårdt på mig. Rigtig hårdt. Jeg er såret på en måde jeg ikke har været rigtig længe. Udenpå lykkedes det mig at holde facaden oppe, men indeni græder jeg hver gang vi er det samme sted uden på nogen måde at snakke sammen.
Jeg nægter at tage kontakt da vi begge ved at det er ham, der har valgt mig fra og trampet på mig samtidig.

At jeg er gledet væk fra drengene har langsomt men sikkert skubbet mig tilbage til min aller dårligste vane. Min fantastiske fyr fra sidste sommer. Ja han har såret mig i efteråret, men jeg har aldrig haft lige så høje forventninger og derfor falder jeg heller ikke lige så dybt når han skuffer mig.
Vi besluttede at mødes i går og bare snakker lidt. Pludselig var der gået 3 timer og det var midt om natten. Vi kan bare snakke og pjatte, som om vi stadig snakker sammen hver dag og han er stadig lige så uimodståelig som altid. Det dejligste er at han har det på samme måde med mig og det ved jeg fordi han siger det og fordi han slet ikke kan lade være. Selv når vi bliver enige om at vi ikke skal snakke sammen ender det med at vi kontakter hinanden igen. Det er et håbløst forhold, men jeg har ikke haft det med andre som jeg har det med ham. Han bliver måske aldrig rigtig min, men jeg er ligeglad for jeg behøver ikke have ham 24/7. Det gør jeg ikke med nogen. Jeg skal bare have mit 'fix' engang imellem og på den måde fungerer vi rigtig godt selvom vores liv er så vidt forskellige.
Jeg ved at både drengene og mine veninder vil være imod det hvis jeg begynder at se ham igen, men vi har aldrig stemt om hvem de skulle ses med og det kommer vi heller ikke til at gøre for mit vedkommende det er helt sikkert. Jeg bestemmer selv over mit liv og jeg kan godt stå ved mine dumme beslutninger.

Jeg har tusind tanker i hovedet, bare om de ting der sker i mit liv lige nu og samtidig hænger det hele tiden i min bevisthed at mit studie snart er slut og hvad skal der så ske? Hvor vælger jeg at bo henne og med hvem i mit liv? Jeg er tynget af tanker og jeg har altid været rigtig dårlig til at lægge tankerne fra mig og slappe af. Jeg finder dog en smule ro i læsning, helt almindelig bøger, som ikke har noget med studiet at gøre, hvilket på nogle punkter øger frustrationen fordi jeg så ikke får læst til eksamen..

Ak ja problemer er der nok af og tiden flyver afsted. Jeg finder trøst i at mit overskud bliver større når først eksamen er overstået og ferien står på velkendt arbejde og ferie i Tyrkiet.