Eller måske ikke. Jeg ved det ikke rigtig. Min krop sagde fra på arbejdet i dag og jeg måtte ringe til mine forældre og få dem til at hente mig og bilen.
I gymnasietiden led jeg meget af kvalme især om morgenen, men jeg lærte at arbejde med det og tog ofte i skole, selvom jeg havde det dårligt. De fleste ville nok tro jeg led af bulimi eller hvad ved jeg og mine forældre har også været bekymrede, men de har alligevel vidst at det ikke var det.
I dag havde jeg lang, lang kø (det havde vi allesammen), da min krop pludselig syntes at kvalme og utilpashed var det rette indslag at komme med. Jeg havde det møg varmt, fik koldsved og var overbevist om at jeg ville kaste op hvis jeg ikke strammede lidt op. Jeg havde ikke noget valg, arbejdede bare igennem, men da køen var væk måtte jeg ud og kaste op. Jeg hader det, det er et nederlag og jeg får det på ingen måde bedre bagefter, men jeg var i stand til at arbejde lidt længere og få ringet til chefen, som sendte mig hjem med det samme. Selvom hun ikke kender min fortid, ved hun at jeg ikke bare ville pjatte for at få fri. Jeg tager mange ekstra vagter og nu har jeg overvejet om det måske er derfor. Suk. Hvis det her er en form for stress måtte den godt have ventet en uge med at bryde ud. Denne uge er travl, men næste uge er meget bedre. Højsæsonen slutter og inden længe er det tilbage til skolen.
Det ærger mig at dagen blev sådan når i går var så fantastisk. Jeg hyggede med min mor, fik lidt aftensmad og tog så ud til min veninde på hendes arbejde, hvor vi spiste is, bare fordi det var så varmt igen igen. Bagefter var jeg en tur på stranden med min søde fyr, som ser alt for sjældent. Åh hvor jeg savner ham, især når jeg så har ham. Jeg kan slet ikke give slip og derfor kom jeg også alt for sent hjem. Men for pokker, man er vel ung og dum (især dum). Nå men på trods af at vi tog på stranden fik vi aldrig badet, jeg kom til gengæld hjem med et utal af myggestik. Hurra!
Det er helt ligesom sidste år. Det er svært at finde tid sammen, men når vi endelig er sammen er det bare helt fantastisk. I år er det bare meget sværere at finde tid til hinanden fordi vi begge har så travlt og vi lever så forskellige liv. Men jeg ville stadig ikke bytte for noget andet. Jeg suger så meget glæde ud af vores tid sammen som muligt. Det er måske svært at forstå, men jeg står et sted hvor selv 5 gode minutter tænder en lille gnist og skaber en sky jeg kan svæve på resten af dagen. Det er fantastisk og utroligt, men hvor ville jeg dog ønske, at det var mere end det..
I morgen venter endnu en lang arbejdsdag og jeg håber virkelig min krop gider være med til det, for jeg har det lidt skidt med at lade de andre piger slæbe hele læsset, fordi jeg er syg. Jeg hviler og lader kroppen hele og alt det og så håber jeg på det bedste for i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar