Det er evigheder siden mit sidste indlæg så jeg tænkte jeg lige ville læse det for at komme i tanke om hvor jeg egentlig stod på det tidspunkt. Der er sket rigtig mange ting siden og alligevel er følelserne stadig det samme. .Bare suk!
Jeg er flyttet fra sommerhuset, det gik bare ikke og til sidst endte jeg med at være hos mine forældre og pendle når jeg skulle mødes med gruppen. Nu er jeg flyttet i en ny lejlighed tættere på familie og venner og så må jeg pendle den sidste del af uddannelsen. Det gode er at jeg er begyndt på bacheloropgaven og vi derfor ikke skal mødes hver dag.
At flytte i en rigtig lejlighed når man tidligere har boet på kollegieværelse med 20kvm er en kæmpe omvæltning! Jeg har et rigtigt køkken nu, to stuer som hænger sammen og et soveværelse, hvor jeg rent faktisk kan gå ind og lukke døren. Det er så fantastisk altså. Det er også en smule mærkeligt og det hele er gået ekstremt hurtigt.
Mine ting skulle bare ud af sommerhuset så hurtigt som muligt, samtidig med at jeg skulle ud og have fat i nye møbler fordi jeg af logiske grunde aldrig har haft en stue før.
Heldigvis har jeg nogle gode venner og en fantastisk familie, der har hjulpet mig med alt flytteriet og udpakningen. Uden dem havde jeg virkelig ikke siddet i mine nye sofaer og slappet af lige nu,
Ved siden af har jeg stadig mig opgave og den har for mit vedkommende stået ret stille (godt jeg ikke skriver alene). Målet er at jeg de næste dage får gået i dybden med de delopgaver jeg har og så skal jeg i weekenden forkæles med mine to bedste veninder, som begge skal se lejligheden for første gang. jeg er faktisk lidt spændt på at høre hvad de siger til den, De har begge kommet med ideer og inputs undervejs, men uden at have set den og uden at have set det endelige resultat.
På det følelsesmæssige plan er alting stadig meget forvirrende også påvirket af presset fra flytningen og opgaven. Delvist var det nok grunden til at jeg knækkede sammen og begyndte at græde ud over min kammerat S, der hjalp under flytningen. Vi havde været oppe og hente mine ting sammen med en anden kammerat M og om aftenen endte vi hos drengenes fodboldtræner, hvor vi fik en del af drikke. Da vi kørte hjem syntes M han skulle kommentere på at S nok ikke skulle køre mig hjem alene for det ville hans kæreste vidst ikke synes om, fordi vi tidligere har været sammen før han fik en kæreste. Det føles som en evighed siden og alligevel får vi det stadig kastet i hovedet hver gang vi er i nærheden af hinanden. Da vi havde sat M af blev jeg bare så møg ked af det, for jeg savner sgu S. Han var min bedste ven og jeg har aldrig haft et venskab med en dreng på den måde før. Vi er slet ikke interesseret i hinanden mere, som vi var dengang, men vi snakkede om at det var pisse ærgerligt at andre folk ikke fattede det. Jeg mangler bare den der dumme dreng, som fik mig til at smile når jeg syntes alting var latterligt og som sov mens jeg så titanic. Jeg har ikke nødvendigvis lyst til at have en kæreste (selvfølgelig har jeg det, men ikke for enhver pris), men jeg har lyst til at have en ven, som jeg kan hygge med uden at det betyder alt muligt sådan som jeg havde med S.
Det viser sig også, at han stadig ved præcis hvad han skal sige og gøre for at jeg kommer til ro igen. Øv for andre folks jalousi og manglende forståelse altså.
Som altid roder tankerne rundt i hovedet på mig. I morgen står den på transkription så nu er det sengetid for mit vedkommende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar